19.november 2005

 GROSBØLL OG DET RELIGIØSE SPROG

Pastor Grosbøll er igen tilbage på sin pind i Taarbæk sogn. Kirkeministeren har ageret, ikke som "ærkebiskop", men som en fornuftig administrator af de folkekirkelige forhold med musikalsk sans for landets kirkepolitiske tradition. Roskildebispen har overtaget tilsynet med den "utilpassede" Taarbækpræst. Og det har han, biskoppen, indtil videre håndteret med megen finesse og myndighed, så hans kollega over Helsingør stift ikke helt skulle tabe ansigt, og Grosbøll ikke bare tro, at Hellige Grav er velforvaret.

            Folkekirken fremtræder igen som en rummelig og balanceret ramme omkring forskellige tolkninger af det kristne gudsbegreb og evangelium. Samtalen kan så forhåbentlig fortsætte uden, at kombattanterne hele tiden skal råbe "Ud!" til hinanden. Eller rettere uden at "strammerne" inden for Folkekirke hele tiden skal dømme deres modstandere ude. For tilhængerne af den rummelige folkekirke har i flg. sagens natur en anden holdning til deres modstandere: der skal være plads til modsætninger, og vi skal kunne diskutere og være uenige. Gerne med lidenskab. Det holder kirken levende og adræt i ånden. Kravet om konsensus er - også inden for en kirkeordnings oplagte grænser - en dræber.

          Den samtale, som pastor Grosbølls særdeles fripostige ytringer i den offentlige presse, har fremprovokeret, skal han ikke have utak for. Det er en gammel, men åbenbart stadig nødvendig samtale om, hvilken virkelighed det religiøse sprog henviser til. Fundamentalister og ateister viser sig her at have det tilfælles, at deres forståelse af det religiøse sprog er ufattelig naiv. Begge parter mener angiveligt, at der er tale om et objektivt verdensbillede. Den ene part med tilslutning, den anden med afvisning.

         Så når pastor Grosbøll, uagtet han offentligt har bekendt, at han ikke tror på en "skabende og opretholdende" Gud, uden at blinke kan bekræfte trosbekendelsens første artikel, hvor det hedder: "Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jorden skaber", må han være en løgner og bajads, man ikke kan stole på. Bedre havde det været, om han ærligt og redeligt havde afsvoret den hele herlighed, taget sit gode tøj - minus præstekjolen og var gået sin vej.

         MEN nu ligger landet sådan, at det religiøse sprog er et poetisk billedsprog, som henviser til og fortolker den uhåndgribelige virkelighed, som handler om menneskets eksistentielle grundvilkår og subjektive verden: følelser (kærlighed, had, glæde, sorg), relationer mellem mennesker, sandhed og løgn, mening og meningsløshed, skyld og tilgivelse, fødsel og død etc. Og der gælder det samme for det religiøse sprog, som for al digtning, der beskæftiger sig med de samme temaer: fantasien er det fornemste erkendelsesredskab, fordi dagligsproget ikke strækker til. Trosbekendelsens første artikel er ikke et videnskabeligt udsagn om verden, men en fortolkning i billedsprog af menneskelivets grundvilkår: Vi sættes ind i en virkelighed, som vi ikke selv har skabt. Vi har ikke herredømmet over denne virkelighed, alligevel tror og bekræfter vi hinanden i, at livet i sit udgangspunkt er godt og kan lade sig gøre. Det er indholdet, betydningen, ikke den bogstavelige ordlyd Grosbøll har bekræftet. Og det kan han selvfølgelig gøre med fuldgod samvittighed.

         Taarbækpræsten har forarget alverden ved at fastslå, hvad han mener Gud IKKE er: et objekt derude i verdensaltet. Hvilket turde være en gammel nyhed. Når talen har været om, hvad Gud så ER, har han været noget mere ulden i mælet. Her ligger den egentlige teologiske strid. Og her ligger et pensum til eftertanke - ikke bare i studerekammeret i Taarbæk præstegård, men også bredt i Folkekirken. Forhåbentlig har pastor Grosbøll så lært, at man ikke skal pludre løs om komplicerede trossager til offentligheden uden at tænke sig dygtigt om forinden.