6. MAJ 2006

 FOLKEKIRKEN SKAL UNDERVISE

Ifølge en demografisk fremskrivning*), foretaget på Københavns universitet, vil Danmark om godt 50 år rumme et flertal af mennesker med udenlandsk oprindelse. Her af langt de fleste med muslimsk baggrund. Tilsvarende resultater er demografer nået til for Norges vedkommende. Resten af Europa vil formentlig følge trop.

         Måske får islamforskningens "grand old man", Bernard Lewis, så virkelig ret i sin forudsigelse om, at Europa mod slutningen af det 21. århundrede vil være totalt islamiseret? 

         Den ændrede befolkningssammensætning vil betyde, at Den danske Folkekirke bliver en mindretalskirke og således ikke kan opretholde sin nuværende stilling som nationens privilegerede religionsanstalt. Hvilket sikkert vil glæde ikke bare nogle af landets nuværende religiøse mindretal, som længe har kastet misundelsens gule øje på Folkekirken, men især visse kulturradikale kristendomshadere. De sidstes fornøjelse vil dog nok vise sig at blive en stakket frist, hvis det er mindre religion i det offentlige rum, de ønsker sig. Religion - i sin mest rabiate skikkelse - vil sandsynligvis komme til at inficere hele det offentlige liv.

         Hvordan bør Folkekirken møde - for ikke at sige imødegå - situationen? Det har forhenværende chefredaktør på Ekstrabladet Sven Ove Gade et såre simpelt bud på i sin seneste debatbog "Tag et brækmiddel!": Folkekirken skal efterleve Mathæusevangeliets missionsbefaling og frejdigt forkynde evangeliet for alle herboende fremmede folkeslag.

         I den forsagte Folkekirke er kun få kommet på den oplagte tanke. I stedet har man oprettet Islamisk-kristent Studiecenter med henblik på dialog og forståelse. Den indsats giver Gade ikke mange håndører for, men tilslutter sig biskop Jan Lindhardt, som har kaldt studiecenterets arbejde for "hattedamearbejde", gratis reklame for islam og komplet spild af tid. For sin egen overlevelses skyld burde Folkekirken nok gå mere selvbevidst og offensivt til vaflerne. Selv om en fornuftig samtale naturligvis altid skal føres. 

         Til en begyndelse kunne Folkekirken passende udmønte missionsbefalingen i et effektivt undervisningsprogram, rettet mod Folkekirkens egne medlemmer. Uvidenheden om kristendom er i den danske befolkning himmelråbende. Var det slemt før, så blev det tusindfold værre efter Folkeskoleloven af 1975, hvor kristendomsundervisningen blev reduceret og morgensangen afskaffet. Den situation kan Bertel Haarders nye initiativ til styrkelse af kristendomsundervisningen i folkeskolen næppe rette op på. Især ikke fordi så mange i folkeskolens ledelse overhovedet ikke er interesseret. Så mon ikke det er på tide, at Folkekirken selv tager hånd om undervisningen i kristendom? Her tænker jeg ikke på en genoplivelse af min barndoms latterlige og forstokkede søndagsskoleundervisning, som for det meste blev varetaget af missionsfolk. Nej, jeg tænker på et storstilet og gedigent undervisningstilbud rettet mod alle aldre fra dåbsforældre med småbørn hele vejen op til konfirmationsalderen, foruden et voksenundervisningsprogram. 

         Et sådant tiltag vil kræve, at mange mennesker, universitetsfolk, seminarielærere, højskolefolk, kristendomslærere fra folkeskole og gymnasiet, samt selvfølgelig et skønsomt udvalg af menighedsråd, præster, provster og biskopper, sætter sig sammen og lægger en plan, derunder udvikler et sagligt og inspirerende undervisningsmateriale. Måske skal Folkekirken selv til at drive specielle seminarier, der udelukkende uddanner lærere til den kirkelige undervisning?

          Hvor skal pengene så komme fra? For det vil blive en uhyre kostbar affære, som selv en forhøjet kirkeskat næppe kan klare. Her må nok tænkes meget kreativt. Men er der vilje og lidenskab, findes der normalt også en udvej. Folkekirken har vel først og fremmest en forpligtelse til at sikre at kristendom formidles.

         Kristendommens civiliserende indflydelse var en af de vigtigste forudsætninger for, at den sekulære demokratiske samfundsmodel kunne udvikle sig just i de gamle kristne, specielt de protestantiske, lande. Går den forudsætning i glemmebogen, kan man roligt frygte for, hvad der skal blive af fremtidens Europa.

 ---------------------

*) Foretaget af lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen. Omtalt i Berlingske Tidende den 20.8.2005, samt i Politiken i foråret 2006. Hans Oluf Hansens tal er i øvrigt - i det store og hele - blevet bekræftet af Danmarks Statistik 2009.

                              Brian Arly Jacobsen (Tidsskrift for Islamforskning, nr.1, 2008) har således ikke ret i dels, at ovenstående klumme refererer til en ikke-eksistenrende fremskrivning, dels at Hans Oluf Hansens tal udgør en politisk farvet overdrivelse. Der imod kan man roligt konstatere, at Brian Arly Jacobsens egne alternative tal repræsenterer en politisk farvet underdrivelse, hvad tallene fra Danmarks Statistik fra 2009 tydeligt viser. Selvom alle fremskrivninger, også tallene fra Danmarks Statistik, i følge sagens natur er belagt med en vis usikkerhed.

                             Også siger det en hel del om Brian Arly Jacobsens videnskabelige standart og dømmekraft, at han i samme artikel ikke vil anerkende Bernard Lewis som islamforskningens "grand old man", men i stedet føler sig foranlediget til at nævne en letvægter som litteraturprofessoren Edward Said, som hverken var islamforsker eller særlig kyndig i arabisk. Edward Said var derimod et venstreorienteret modeidol, stærkt influeret af Foucault og Gramsci, som i 1978 begik en bog ved navn "Orientalisme", fyldt med faktuelle fejl, hvad angår islam og islamforskningen (Robert Irwin "Af begær efter viden", p.294-328), og som mere er et politisk manifest end et videnskabeligt arbejde. I øvrigt angiver betegnelsen "grand old man" ikke, som Brian Arly Jacobsen fejlagtigt tror, at Bernard Lewis så skulle være "autoritet for hele islamforskningen", men blot dette, at han er en gammel mester i faget, som har fortjent sine riddersporer, og hvis synspunkter har den vægt, som solid forskning giver dem. Hvilket naturligvis ikke udelukker andre velmeriterede islamforskere eller, at man kan have divergerende synspunkter på islam.  Med dannelsesniveauet på vore universiteter er det åbenbart ikke stort bevendt for tiden.  Der eksisterer tilsyneladende også en mageløs frihed for ansatte Ph.D.-forskere til at hyppe deres politiske kæpheste uden småligt hensyn til realiter og indsigt. Endsige da til noget så eksotisk som sandheden, som engang var al forsknings mål.