Kronik i Kristeligt Dagblad den 3. december 2010

Moders mål er vort hjertesprog

Tidligere tiders begreb om sproget står i grel kontrast til en del moderne sprogforskeres ihærdige indsats for at nedbryde det danske sprog til et teknisk skodsprog, blottet for kærlighed og værdi, skriver dagens kronikør

Af Kirsten Sarauw

DANSK SPROGNÆVNS laissez faireholdning til de mærkværdigste sproglige foreteelser er i årevis blevet kritiseret og har nu igen fået på hattepulden.

Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 24. november peger på, at årsagen til miseren kunne være, at der kun sidder sprogforskere i nævnet, som qua deres forskning først og fremmest er interesserede i sproget, som det " er", og ikke i, hvordan det " bør være", og derfor ikke har lyst til at opstille regler.

Det er der sikkert noget om. Men måske skyldes problemet også en udbredt universitær ideologi om, at intet må være bedre og rigtigere end andet.

Hvis man tror, at det kun var i marxismens kronede dage i 1970' erne og 1980' erne, at forskere på vore universiteter blev dresseret i politisk korrekte ideologier som forskningshorisont, så kan man roligt tro om.

Vore universiteter er en magtfuld politisk spiller i værdidebatten. Kampen står - i et kort begreb - mellem en vestlig kulturkritik, der i sin værste udgave har udartet til selvhad, værdirelativisme ( nihilisme) og destruktion, over for en position, der anerkender traditionens legitimitet og anser rodfæstethed i Vestens kultur og historie for omdrejningspunkt for såvel selvforståelse som for fredelig forandring og nyskabelse.

Kampen føres i høj grad også om sproget. Et aktuelt eksempel er en doktorafhandling om tosprogede børn og unge ( studier i en gruppe tyrkerdrenges sprogbrug), som professor i sociolingvistik Jens Normann Jørgensen forsvarede i dette efterår.

Det ideologiske bagtæppe for afhandlingen kunne ligne en skønsom blanding af universitære modeideologier: postmodernisme, multikulturalisme, konstruktivisme og Foucaults magtteorier med tilhørende offertænkning, værdirelativisme og kulturfrigørelse.

ET CENTRALT SPØRGSMÅL for Normann Jørgensen handler om, hvem der kan påberåbe sig " ejerskab" til det danske modersmål. Hvem mener at have privilegeret indsigt i modersmålet til at opstille regler om rigtigt og forkert? I den forbindelse angriber han 1800-tallets værdiladede modersmålsbegreb for at blive brugt i dagens Danmark som et magtfuldt instrument til eksklusion af alle, der ikke har dansk som modersmål.

Hans kollega på Nordisk Forskningsinstitut lektor Pia Quist refererer og sekunderer ham i en artikel i Weekendavisen den 15. oktober 2010. Som eksempel på dette ekskluderende modersmålsbegreb citerer hun Grundtvigs digt " Moders navn er en himmelsk lyd" ( 1837), hvor modersmålet kaldes et " hjertesprog" og et " rosenbånd", som omslynger store og små og binder et folk sammen i nutid med fortid og fremtid.

Her " konstrueres" modersmålet " som en abstrakt beholder for forestillinger om et fælles dansk sprog, en fælles historie, natur og kultur", hedder det. Forestillinger, som betyder, at kun " den privilegerede majoritet" har magten og retten til at " påberåbe sig ejerskab til et dansk modersmål".

For at imødegå denne magtkamp om ejerskabet til modersmålet og undertrykkelse af vore minoriteter, " som tvinges til at lære og bruge dansk i alle sammenhænge", foreslås det, at vi frigør det danske sprog fra enhver følelsesmæssig tilknytning til dansk kultur.

I stedet skal så formentlig træde et værdifrit dansk, som blot i teknisk forstand er et komplet og samfundsbærende sprog og derfor bedre kan stå til rådighed for alle slags sprogbrugere.

Så er banen kridtet op. Vi præsenteres her for et sprog-og dannelsesbegreb, hvis lighedssnobberi i sin yderste konsekvens vil betyde det danske folks endeligt som et særligt fællesskab om sprog og historie, knyttet til et bestemt sted i verden. Det er nok også meningen.

Tankegangen har et umiskendeligt totalitært anstrøg, hvis destruktive drivkraft mest af alt handler om misundelse: " Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære." MEN HVAD NU, HVIS Grundtvigs forestilling om modersmålet ikke er en abstrakt konstruktion, men en jævn og dagligdags opdagelse af et faktisk forhold, altså en erfaring, som vi alle kan gøre? Som det er påvist i moderne undersøgelser af indlæring af sproget, hører det lille barn allerede under svangerskabet mors stemme, hører sprogtonens op og ned, og meget tyder på, at alle børn kommer til verden med en sprogpræference, nemlig mors sprog.

Enhver, der har fulgt et lille barns sproglige udvikling, vil vide, med hvilken fryd de første ord formuleres og gentages i kærlighedsfuld kontakt med barnets mor - eller andre omsorgspersoner, som utrætteligt gentager, peger, benævner.

Derfor kalder Grundtvig modersmålet for et " hjertesprog". De følelser af varme, glæde og stolthed, som modersmålet - og dermed den omgivende verden - er tilegnet under, er identitetsdannende og vil følge et menneske resten af livet. At skifte fædreland, sprog og kultur er derfor altid forbundet med stor sorg, med identitetstab, med ensomhed, med savn og længsel. De fleste indvandrere har frivilligt valgt at komme til Danmark og må på forhånd have gjort sig nogle tanker om, hvilken høj pris man betaler for at skifte fædreland.

At blive en del af det folkelige fællesskab i et lille homogent land som Danmark er nok også en hård nød at knække.

Men ikke umuligt. I tidens løb har indvandrede ungarere, jøder, kartoffeltyskere, huguenotter, polakker med flere alle efterhånden fuldstændig assimileret sig, fået dansk som modersmål, indgiftet sig, ydet store bidrag til det danske samfund og fået plads i den fælles historiefortælling.

ALT AFHÆNGER AF den indstilling, man kommer med. Er man negativ, vil det koste endeløse problemer - ikke mindst for børnene. Her er vi ved sagens kerne, som er af social og kulturel karakter, og som ikke løses, om vi aldrig så meget - af lutter hensynsbetændelse - nedbryder det danske sprog til et teknisk skodsprog, blottet for kærlighed og værdi.

1800-tallets frihedsbevægelser, som efterhånden udmøntedes i de første nationale demokratier, byggede netop på erfaringen af, hvor grundlæggende det fælles sprog, fælles historie, kultur, sædvane og retsfølelse er for tilliden mellem mennesker og dermed for den fælles vilje til samarbejde og opbygning af et frit samfund. Den territoriale nationalstat, som stadigvæk ser ud til at være den bedste ramme om et funktionsdygtigt demokrati, blev en af de fineste gaver, 1800-tallet rakte til eftertiden.

Grundtvigs tanker om dansk sprog og historie blev hjertebladet i den højskolebevægelse, der fik så enestående betydning for landets store bondebefolkning, som skulle til at være medansvarlige borgere i det unge demokrati.

Centralt hos Grundtvig stod " det folke-lige" som et historisk fællesskab båret af sproget, der rækker fra fortiden over nutiden ind i fremtiden. Et fællesskab, som står åbent for alle, der selv ønsker det, og som " omslutter store og små", altså også dem, som endnu kun stammer på sproget. Men forudsætningen for fællesskabets kvalitet og vækst var - og er stadigvæk - fortælling, formidling, omhu, pleje, værdsættelse, ( livs) oplysning, ånd. Der er nemlig noget, der er bedre end andet.

1800-tallets begreb om sproget står ganske rigtigt i grel kontrast til en del moderne sprogforskeres ihærdige indsats for at nedbryde det danske sprog til en abstrakt beholder for ingenting, så vi alle kan forenes i et historieløst fællesskab af åndelige proletarer. Nedladenheden over for nybegyndere af enhver slags er ganske mageløs.

Modsat Grundtvigs forestillinger om sprog og historie, hvis essens er kærlighed.

Ikke mindst som pædagogisk princip. Thi " han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær" ( Grundtvig, 1834).

Kirsten Sarauw er cand. theol. og psykoterapeut.

Grundtvigs tanker om dansk sprog og historie blev hjerteblodet i den højskolebevægelse, der fik så enestående betydning for landets store bondebefolkning.