http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/112156:Liv---Sjael--Det-er-smukt-at-blive-gammel?all=1

Det er smukt at blive gammel

Af Johanne Duus Hornemann.

28. maj 2004 01:00 SENIORKVINDER:

Hun bryder sig ikke om ordet senior. Hun vil hellere kaldes gammel. Præsten og psykoterapeuten Kirsten Sarauw ser livet som en fortælling, og da hun fyldte 60, trådte hun ind i historiens slutning. Kristeligt Dagblad har talt med hende om alder og tro

  - Jeg synes, det er smukt at blive gammel, og rynkerne fortæller et menneskes livshistorie. Ansigtet er formet af livets smerter og glæder, smil og tårer og den indsigt, som et menneske opnår med alderen. Jeg vil gerne slå et slag for, at det igen bliver ærværdigt at være gammel, siger den 60-årige Kirsten Sarauw.

 Af Johanne Duus Hornemann

Da Kirsten Sarauw sidste sommer fyldte 60, gik hun i tænkeboks. Hun var nu trådt ind i de sidste kapitler af livet, hvor døden som endegyldigt punktum kom i fokus på en anden måde end tidligere.

 - Jeg synes, det er en stor udfordring at være menneske, og jeg bliver ved med at tænke over, hvad livet vil mig. Der opstod en mental tilstand, hvor jeg skulle smide noget fra mig. Til gengæld kom jeg ud på den anden side og følte mig mere fri. Jeg accepterede, at jeg var blevet gammel med alt, hvad det indebærer. Der sænkede sig på en vis måde en ro over livet, siger hun.

I hendes lejlighed på fjerde sal i det indre København kan man se ud over byens tage. Hun skænker te fra sølvkanden, der står på bakken med to kinesiske tekopper, og hendes indtagende og levende blik fastholder en i det, hun fortæller. I spiserummet står et nypoleret sort klaver, og møblerne i lejligheden er en blanding af nyt og gammelt. Men alt fremstår med en tilsyneladende planlagt harmoni og æstetik. Møblerne har den patina, som hun selv synes, mennesker får, når de ældes.

 Kirsten Sarauw er uddannet cand.theol. og var i 17 år præst i Snesere Sogn på Sydsjælland. I 1993 sagde hun op på grund af stress og en livstruende kræftsygdom. De næste seks år uddannede hun sig til psykoterapeut. Hun ernærer sig også som foredragsholder og skribent og har blandt andet udgivet bogen »Tilbage bliver kun ømheden«, der er en samling af prædikener og dagbogsnotater.

Lige nu er hun aktuel med et bidrag til antologien »Med alderen«, der netop er udkommet på forlaget Aschehoug, hvor ni kvinder i alderen 59-72 år skriver om det at blive ældre.

 Kirsten Sarauw vil under ingen omstændigheder kaldes en senior. Det er et beskæmmende ord, som nedgør det at ældes, mener hun.

 - På den måde erkender vi ikke, at vi bliver gamle. Og det er en belastning ikke at få lov til at være det, man er, men i stedet skulle rende rundt og agere ungdommelig. Jeg synes, det er smukt at blive gammel, og rynkerne fortæller et menneskes livshistorie. Ansigtet er formet af livets smerter og glæder, smil og tårer og den indsigt, som et menneske opnår med alderen. Jeg vil gerne slå et slag for, at det igen bliver ærværdigt at være gammel, siger hun.

Livet kalder på en forklaring.

 Og årene går da heller ikke uden skrammer.

- Når vi oplever at miste nære venner eller familie, søger vi en forklaring på eksistentielle spørgsmål om livet og døden, og vi har brug for en hjælpende hånd til at komme igennem sorg og smerte. Jeg tror aldrig, vi kommer os over de dødsfald, der gør ondt, men vi kan lære at leve med dem, siger hun.

Hun oplever, at kvinder i hendes egen omgangskreds, der tilbage i 1970'erne tog afstand fra kirken og dens budskaber, i dag vender tilbage og søger et åndeligt liv. De er optaget af de eksistentielle spørgsmål i livet og i høj grad nogle af samfundets kulturbærere.

 - Da jeg selv var præst, deltog kvinderne fra min generation ofte i åndslivet omkring kirken og alle de aktiviteter og foredrag, som kirken tilbyder ud over de ugentlige gudstjenester, siger hun.

 Og jo ældre man bliver, jo mere er der at se tilbage på.

 - For mig er det en slags livsrefleksion at blive gammel. Der skal kastes lys over mange oplevelser, som har præget mit liv. Jeg ser livet som en fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning. Ligesom i en kriminalroman. Og det er ofte i slutningen af en bog, at plottet udrulles, og gåden bliver løst. Sådan ser jeg også på alderdommen. Jeg er i gang med at løse livets mysterium, selv om jeg ved, at jeg kommer til at tænke lige til den dag, jeg ikke er her mere. Jeg regner ikke med at finde svarene, men tankerne sætter livet i perspektiv på en helt ny måde, siger hun.

Detaljernes skønhed

 Med alderen kommer fordybelsen. Det arbejdsmæssige skift fra præst til psykoterapeut, skribent og foredragsholder har været en stor lettelse for Kirsten Sarauw.

 - Vi går ned i tempo, når vi bliver ældre, og for mit eget vedkommende bruger jeg mere tid på detaljen nu, end jeg gjorde tidligere. For i den ligger der ofte noget interessant, som jeg ikke ville have set, hvis jeg havde sprunget den over. Jeg lader mig ikke styre af, hvad andre ønsker af mig, eller hvad de tænker om mig. Jeg sætter min hat, som jeg vil, og den frihed vil jeg nødig undvære. Evnen til at kunne det, er uden tvivl kommet med alderen, siger hun.

 Kirsten Sarauw har på sin egen krop mærket livets skøbelighed.

 - Vi er her kun én gang, så vi skal huske at passe på os selv. Og selv om jeg elskede at være præst, lå der et stort pres på mig med mange deadlines. Jeg skulle levere en ny prædiken hver søndag samt på alle de skæve helligdage i løbet af året, og det kunne jeg ikke holde til.

Hun nyder at kunne dvæle ved livet og have tid til at tænke tanker, der bibringer livet nye dimensioner. Og det har hun skabt sig plads til nu.

De store eksistentielle spørgsmål har altid optaget mennesket. Og det er en nødvendig drivkraft i livet, hvad enten man er ung eller gammel, mener Kirsten Sarauw.

- Vi kan ikke overtage andres svar. Vi skal søge at finde dem selv. I litteraturen har vi guldgruber af refleksioner over, hvad vi kan og vil med livet, men vi kan kun lade os inspirere af dem. Mange erkendelser kommer først, når vi oplever på vores egen krop, at noget forandres eller sker. Det hedder at leve, og det bliver vi ved med til det sidste suk, siger hun.

 En vigtig erkendelse for Kirsten Sarauw har været den samme, som den svenske forfatter Kerstin Ekman udtrykker i sin seneste bog »Skrabelodder«: at Gud ikke er barmhjertig. Det er os, der er nødt til at være det.

 - Kerstin Ekman skriver: »At vi, og kun vi, har mulighed for at virkeliggøre Guds barmhjertighed. Det er vi blevet skabt til«.

- Der er ting i livet, vi ikke selv kan afgøre, men barmhjertighed kan udleves. Gud og mennesket hører sammen, og kærlighed er det eneste, der betyder noget. Vi skal prøve at smide overfrakken og møde mennesket tillidsfuldt. Det er en svær, men vigtig kunst, siger hun.

Troen er nødvendig

 Kirsten Sarauw bryder sig ikke om ordet tro. Det kan være forbundet med at tro på indsnævrende, dogmatiske trossætninger. Men troen er nødvendig i vores liv, hvad enten vi tænker den religiøst eller ej, mener hun.

 - Du kan ikke elske et andet menneske, hvis du ikke tror på, at det er gengældt. Vi er afhængige af vores tro på livet. Troen og tilliden er en eksistentiel klangbund, som er fundamentet for vores gøren og laden, siger hun.

For Kirsten Sarauw er de store kristne symboler som genopstandelsen og det evige liv ikke historiske begivenheder, der kan læses og forstås i en kronologisk sammenhæng. Genopstandelsen ser hun som et symbol på, at kærligheden er større end alt andet.

 - Som Søren Kierkegaard sagde, så lider sandheden og kærligheden i denne verden. Gang på gang slår vi kærligheden ihjel og undertrykker sandheden. Det er en tragisk realitet i livet. Aktuelt ser vi det i Irak, hvor Vestens demokratiforkæmpere torturerer andre mennesker i det, der skulle være en god sags tjeneste. Det er et skoleeksempel på at se splinten i næstens øje, men den bjælke, der er i ens eget øje, har man ikke set.

 Paradokset er, at selvom ondskaben tilsyneladende altid har det sidste ord i denne verden, så er kærligheden alligevel stærkere, mener hun.

- Den genopstår. Det er en eksistentiel sandhed. I kærlighedens genopstandelse er Kristus altid hos os. Det er tro for mig.

 Kirsten Sarauw ser heller ikke det evige liv, som noget, der kommer efter døden et sted i himlen. Det evige liv er her, hvor vi har vores jordiske gang.

 - Det er en vertikal dimension i livet. Det er øjeblikke af samhørighed med verden og omgivelserne. De kristne symboler mister deres betydning og dybde, hvis vi tager dem for pålydende i en historisk og kronologisk sammenhæng. Det er myter, der vil fortælle os noget om livet her og nu - og altid, siger hun.

  Som tiden i Kirsten Sarauws liv er gået og oplevelserne har sat sine spor, kredser tankerne om noget andet, end da hun var yngre.

- Som ung var jeg meget optaget af de store universelle spørgsmålet om meningen med livet, og om hvordan Gud kan være retfærdig, når der er så meget ondskab i verden. I dag er mit fokus rettet mod det at være menneske. Det er svært at være menneske, og jeg tænker over, hvorfor lige præcis jeg er her. Hvad er min opgave her i livet?

De fleste af ungdommens spørgsmål stiller Kirsten Sarauw ikke længere.

 - Gud er for mig en samtalepartner. Gud er et symbol på noget, der har realitet i det enkelte menneskes liv ligesom kærligheden, siger hun.

Og ifølge Kirsten Sarauw er verden ikke retfærdig, men det kan Gud ikke lægges til last. Det har hun lært med alderen.

For Kirsten Sarauw er det ikke utænkeligt at vende tilbage til prædikestolen en gang i mellem. Men det skal aldrig være på fuld tid igen.

- Jeg har lært at have respekt for min alder, og jeg har lært at lytte til min krops signaler. Men jeg har stadig meget at give og nyder i fulde drag mit job som psykoterapeut. For mig er det vigtigt at blive ved med at tænke over livet, og det sætter alderen ikke en stopper for. At blive gammel er ikke ensbetydende med at resignere. Menneskets undren er en drivkraft, som jeg håber at kunne udleve til det sidste.

Blå bog:

 Kirsten Sarauw er født i 1943. Hun er mor til en datter på 34, og lever i dag alene. Hun er uddannet cand.theol og psykoterapeut og har været sognepræst i Snesere Sogn på Sydsjælland i 17 år frem til 1993, hvor hun stoppede på grund af sygdom. Siden 1999 har hun arbejdet som psykoterapeut, foredragsholder og skribent. I 1999 udgav hun bogen »Tilbage bliver kun ømheden« på forlaget Gyldendal.Bogen er en prædikensamling blandet med dagbogsnotater. Lige nu er hun aktuel med et bidrag til antologien »Med alderen« fra forlaget Aschehoug.

Serie: Seniorkvinder

 De er blevet kaldt for krigsdøtrene eller babyboomerne. Danmarkshistoriens største generation blev født i 1940'erne, og kvinderne fik et radikalt anderledes liv end deres mødre. I en række artikler sætter Kristeligt Dagblad fokus på krigsdøtrene, der nu er blevet seniorer omkring de 60. Med et netabonnement kan de tidligere artikler i serien læses på www.kristeligt-dagblad.dk