Selvopgør. Kvindernes oprør resulterede i en grasserende materialisme, og en hel generation har tabt sin sjæl, mener den tidligere sognepræst Kirsten Sarauw, som efter en periode med voldsom sorg har gjort op med sit liv.
Af PETER ØVIG KNUDSEN

          ÅRET 1991/92 var et annus horribilis for Kirsten Sarauw: Hun fik en alvorlig kræftdiagnose, mistede alle sine penge, måtte opgive sit arbejde som præst - og hendes eksmand, som hun netop havde villet genoptage samlivet med, begik selvmord. Som en epilog fik Sarauws søster, hendes nærmeste fortrolige, året efter konstateret en hjernesvulst og døde. Efter 17 år som kendt og kontroversiel sognepræst i Snesere på Sydsjælland tilbringer den nu 56-årige Kirsten Sarauw i dag det meste af sin tid i et gammelt sommerhus i Tisvildeleje med udsigt til marker og mose. Huset er netop blevet udvidet og vinterisoleret, og for tiden er Sarauw i gang med at tjære ude og hvidte inde. Samtidig passer hun sin skribent- og foredragsvirksomhed, og to dage om ugen praktiserer hun som psykoterapeut - moderne sjælesørger - i sin lille lejlighed ved Nyboder.

          I foråret udgav Sarauw bogen »Tilbage bliver kun ømheden«, som indeholder redigerede prædikener og optegnelser fra hendes horrible år. Bogens sidste prædiken, om menneskets højeste lykke, holdt hun to dage efter mandens selvmord, og det blev også hendes præstegernings sidste. »Tilbage bliver kun ømheden« er et på én gang tænksomt og aldeles hudløst opgør, ikke kun med nogle af kristendommens fundamentale dogmer, men først og fremmest med præsten selv og et liv, hvor hun vidste, hvad der var vigtigt - kærligheden og omsorgen - men alligevel lod uddannelse, embede, succes og synlighed drage ind over sit liv »som en hærgende orkan,« der efterlod hende i »et ørkenlandskab af udbrændte huse, raserede urtehaver, knækkede og væltede træer.« Og konklusionen: »Mit offentlige embede har jeg betalt med min sjæl.« Det er en bog, som kun kan efterlade stenhjertede kynikere uberørte. »Jeg ved jo ikke noget,« begynder den spinkle kvinde med det store, viltre hår, da vi sætter os i havestuen med te og lys. Og det er jeg glad for, at hun siger, for de, som hævder at vide alt, ved for det meste ingenting. Hun stikker en nikotininhalator uden nikotin i mundvigen og smiler undskyldende: »Jeg begyndte at ryge igen til nogle fester.« - Hvorfor bliver jeg og vi, på trods af vores viden om, hvad der er vigtigt -nærvær, ro, fordybelse - igen og igen afledt af jagten på succes og opmærksomhed? »Pik, penge og prestige? Én forklaring kunne være, at vi tidligt lærer, at vi får kærlighed ved at gøre os bemærkede. Menneskedyret har jo på grund af den lange, udsatte barndom et umådelig stort behov for omsorg, og barnet finder meget hurtigt ud af, at man skal gøre sig fortjent til glæde. Behovet for at ville ses offentligt kommer deraf: Jo større kærlighedstab, jo flere mennesker vil man gerne ses af. Jeg tror, de mennesker, som er meget i medierne, gemmer på en stor smerte. Som min mor sagde til mig, da jeg begyndte at blive kendt som præst: 'Du helmer ikke, før du er berygtet i hele landet.' Selv om hun ikke havde fattet dybden af min ulykke, som handler om stort kærlighedstab, var det alligevel rigtigt set.« - Så vi er heldige at have vores ulykkelige barndomme, for ellers ville intet blive skabt... »Der findes former for uneurotisk skaben og håndværksmæssig kunnen, som drives af en dyb tilfredsstillelse ved at forme verden. At vinde indsigt er måske en biologisk drift og ånden derfor en stræben i selve vores natur. Men det er en ældgammel erkendelse, at forfængeligheden som drivkraft er perverteret kærlighedslængsel. Vi er forfængelige, fordi vi vil elskes, ses, værdsættes. Men forfængeligheden kan aldrig mættes, fordi den er neurotisk, og de neurotiske behov er netop kendetegnet ved, at man ikke ved, hvordan man skal opfylde dem.« - Mysteriet er vel så perverteringen: Hvorfor retter længslen sig ikke mod et sted, hvor den kan blive opfyldt, i stedet for mod noget, som al erfaring siger, at den ikke kan opfyldes af? Hvorfor søger vi ikke mennesker at udveksle kærlighed med i stedet for at søge op på tribunen for at blive hyldet? »Det er et mysterium, ja. Måske skyldes det, at kærligheden er så angstprovokerende. Det virkelige kærlighedsmøde er et ganske nøgent møde mellem to mennesker, hvad enten de er små eller store, og hvis vi har oplevet tidlig afvisning, har vi skabt et voldsomt forsvar. Hjertet er lukket og kan ikke mættes: Vi bliver et spejl, som reflekterer lyset, der derfor aldrig kommer ind til os som varme.« - Man kunne indvende, at det er farligere at stå på tribunen foran fem millioner mennesker med risiko for at blive overdænget med rådne tomater. »Ja, men mærkværdigvis er det omvendt. Kærlighedsmødet er så følsomt, at de færreste mennesker kan mærke, hvor farligt det i virkeligheden er. Det er så farligt, at man endda også har lukket for angsten. Og man går derfor gennem livet uden at mærke noget som helst.« »JEG har oplevet min egen vej som meget smertefuld. Min bestemmelse som kvinde var måske at blive gift og få en masse børn, og det var sikkert sket, hvis jeg havde levet for 100 år siden. Egentlig gennemførte jeg min uddannelse på universitetet med venstre hånd, fordi jeg ikke tvivlede på, at livet for mig handlede om kærlighed til en mand og en masse unger. Men noget andet tog over.« - Og du fik kun ét barn? »Ja. Jeg forsøgte at få mange, men var en af dem, som ikke kunne tåle både at have hårdt arbejde og være gravid. Så jeg har fået mange aborter - to af dem, mens jeg læste til embedseksamen, i fjerde og sjette måned. Jeg kunne ikke tåle presset. Jeg hører til den første kvindegeneration, der fik en uddannelse - hvilket er et stort privilegium. Men frigørelsen havde en bagside, som vi ikke havde forudset: Det er åbenbart sådan, at magten og æren tager kærligheden som gidsel. Jeg har ikke villet det sådan, det har bare ædt mig. På en måde er det som med historien om konen, der får en gryde, som kan koge grød, når man siger 'kog, grydelil'. Og hvor man skal sige et mantra - 'stat stille, grydelil' - for at få den til at holde op. Pludselig en dag kan konen ikke huske mantraet, og grøden koger op over hele huset og landsbyen, og man ser menneskene løbe for livet foran en flodbølge af grød. Det er i en nøddeskal det moderne samfunds problem: Kvindernes frigørelseskamp var et 'kog, grydelil', men vi glemte mantraet og druknede i den materialisme, som blev resultatet af vores oprør.« - Men omvendt er det vel ikke så enkelt, at du bare skulle have fået syv børn og passet suppegryden i stedet? »Nej. Det skulle jeg for 100 år siden, men jeg har levet i en anden tid, hvor det blev et pinefuldt skisma.« - Vågnede du pludselig op en dag og syntes, at dit liv havde været helt forfejlet? »Nej. Jeg synes ganske vist ikke, jeg har haft nogen særlig heldig hånd med mit liv, men jeg har gjort, hvad der var muligt for mig. Mit liv er én lang opvågnen. Jeg opdager hele tiden, at jeg igen er faldet i søvn - og må vågne på ny.« - Du skriver et sted, at du gerne ville være vågnet noget før og have opdaget, at det traditionelle troskabsløfte i ægteskabet ikke kun er en samfundsbevarende norm, men også en beskyttelse af kærligheden... »Den tradition er, som alle traditioner, udfoldet af en dyb erfaring. Og som det går med alle traditioner og vaner, glemmer man urerfaringen, og normen bliver ren udvendighed. Derfor er det nødvendigt at miste de vanemæssige normer og ritualer for at kunne genopdage urerfaringen. Min generation har revet alle normer ned, og det har været så smerteligt, men også uhyre værdifuldt, fordi det gav en chance for at genfinde urerfaringerne. Næste generation får en mulighed for at genopdage for eksempel det religiøse, fordi man nu kan mærke det oprindelige behov bag de tomme ritualer og fylde dem med nyt liv indefra. Fra tid til anden må vi miste alt for igen at komme i et erfaringsforhold til det vigtigste. Ægteskabsritualet er selvfølgelig samfundsbevarende og på et tidspunkt helt nødvendigt for samfundets overlevelse. Men samtidig er den virkelige hengivelse så sårbar, at den skal omgives af ritualer for at vi tør åbne hjertet. Intet sted er vi så tæt på den religiøse erfaring, den oprindelige, mystiske oplevelse - hengivelse i lysende nærvær - som når vi hengiver os til et andet menneske. Det er måske endda mere sårbart end at hengive sig til Gud, som er et indre du. Man kan ikke lovgive om troskab, men man kan afgive et personligt løfte og lide de afsavn, det indebærer.« - Du må have erfaringer med ikke at leve op til løftet? »Som så mange i min generation har jeg lidt af en stor forvirring og forvekslet ægte frihed med uforpligtethed og promiskuitet. I mit seneste ægteskab elskede vi virkelig hinanden, men havde begge et afvisningsproblem på grund af tidligt kærlighedstab, og vores angst for at miste gjorde det meget vanskeligt for os overhovedet at åbne hjertet og knytte an. Derfor kom vi til at såre hinanden så frygteligt.« - I kunne være nået længere, hvis I havde levet med mere traditionelle rammer? »Hvis og hvis og hvis... Det aner jeg ikke! Vi har skullet opfinde normerne indefra, og det er selve den - meget spændende! - udfordring i vores tid. For 100 år siden havde vi været beskyttet af udvendige normer, uden at det af den grund ville have været uden smerte. Men hvis vi havde taget et ægteskabsløfte alvorligt, havde vi måske stået igennem og nået en anden indsigt. Nu skulle vi så langt ud, at vi fik både børn og andre involveret i en kærlighedstragedie, som aldrig kan repareres. Og det endte, som sagt, med selvmord. Hans selvmord handlede dog om meget mere end et forlist ægteskab. Han led af en dyb depression de sidste år af sit liv, hvor han syntes, at alt, hvad han havde gjort i sit liv, var en fejltagelse. Han havde været så rastløs i jagten på lykken ... Og hvad er lykken? Måske at sidde her og høre regnen mod ruderne?« - PÅ mange måder sidder din generation jo på flæsket i dag, men det har haft personlige omkostninger, som vi endnu ikke har hørt så meget om? »Måske har vi betalt med et sjæletab. Vi har ikke kunnet sige 'stat stille, grydelil', men er blevet slugt af en umættelig materialisme, som blot er en kærlighedserstatning. Som kvinde har jeg for eksempel en enormt dårlig samvittighed over, at jeg har været med til at starte en udvikling, der nu betyder, at vores børn bliver passet på institutioner. Vuggestuer burde ganske simpelt ikke findes - hvilket er meget upopulært at sige, for hvad skal vi så? Så skal vi tage os af børnene, og så kan vi ikke have bil og hus og lystbåd.« - Men jo heller ikke udføre vores arbejde. »For nylig talte jeg med en mand, der var gået af som vuggestueleder, fordi han ikke kunne holde ud, hvordan det foregik. Men vi lader, som om det ikke finder sted, for ellers kan vi ikke gøre karriere. Og vi lader, som om det er skidegodt for børnene. Men det er det ikke. Det er mord! Som kvinde har jeg været del af en flodbølge, hvor børnene blev ofret for at kvinderne kunne meritere sig, få et meningsfyldt arbejde, være synlige, bruge vores evner - og det manglede da bare efter årtusinders usynlighed. Men hvad er det værd, hvis det koster kærligheden? Alt det, vi mente, skulle værdsættes - kvindeligheden, omsorgen for børnene og køkkenhaven, glæden over et godt måltid, alt det, som for mig er forbundet med liv - det er stadig ikke regnet for noget som helst.« - Og omkostningerne for jeres børn? »Mit eget barn har aldrig været i vuggestue eller børnehave, men hun har haft andre omkostninger: At være enebarn, at have skiftende fædre, at være præstebarn med en aparte mor. Men for vuggestuegenerationen bliver omkostningen kærlighedstab, omsorgssvigt, overforkælelse i den smule fritid, som er tilbage, køb af børnene med materielle goder. Resultatet er blevet en slående jegløshed. Når man ikke får en selvfølgelig voksenkontakt til én person fra spæd, må man resten af livet kæmpe med en dyb og fundamental usikkerhed på, om man har lov til at være her.« - Skolelærere fortæller jo snarere om egomani, manglende hensyntagen til andres behov... »Som jegløs får man netop et stort ego, som hele tiden skal bekræftes. Når man i sit dyb er usikker på sit eget væsen, bliver man meget lidt lydhør over for andre - man skal hele tiden ses og høres og råbe højest. Vi lever jo i en tid, hvor alle taler, og ingen lytter. Men dybest nede er man skælvende usikker. Vi bereder disse børn nogle endnu større kærlighedstab, end dem vi hidtil har kendt, og tilbyder en materiel trøst, som aldrig mætter.« - Men løsningen er altså ikke at lukke kvinderne ind i kernefamilieburet igen. Du ville vel trods alt heller ikke have undværet at udfolde dit potentiale som præst og debattør? »Nej. Men jeg har også prøvet at være mor og hustru og elskerinde og husbestyrerinde - der er stort set ikke dét, jeg ikke har prøvet, og det er bare for meget! Løsningen må inddrage manden. Som mænd og kvinder må vi kunne deles uden konkurrence og med respekt for vores store forskellighed, så vi kan leve i overensstemmelse med vores væsen. Selv ville jeg gerne have haft børn uden at jage med mit arbejde - og bagefter have haft mulighed for at uddanne mig og udfolde min udadvendte side. I dag er det et enten-eller. Men vi må se i øjnene, at man ikke sætter børn i verden bare for at putte dem i et myldrefængsel, hvor de bliver syge og adfærdsforstyrrede. Det har været stærkt forførende for min generation af kvinder endelig at blive synlige, og jeg har selv oplevet, hvor fascinerende det er at være noget. Min mormor har fortalt, hvordan hun længtes efter at blive en mand og opleve alle de spændende bedrifter. Nu har jeg så opnået alt det, hun længtes efter, og hvad har succesen gjort for mig? Blev jeg lykkeligere? Blev mit liv mere fuldbyrdet? Til de spørgsmål må jeg svare nej. Jeg har gjort mændenes erfaring, at al den ydre succes ikke er noget som helst i forhold til kærlighedsopfyldelse og nærhed. At være er bedre end at gøre. At være nær mætter sjælen. Men vi savner væren endnu mere nu, hvor vi mangler den halvdel af befolkningen, der trods alt stod for den kvalitet. Pludselig er alle ude i gøren. Vi længes pinagtigt efter at være, og måske er det derfor, vi bliver religiøse igen. Jesus var en oprører mod materialisme, penge og magt, råhed og kærlighedsløshed. Det levende religiøse har altid været en anstalt for besindelse på de egentlige værdier.« DET er mørknet udenfor, og vi sidder i skæret fra stearinlysene. Kirsten Sarauw fortæller om det svære år, hvor hun blev syg, og hendes eksmand fejlinvesterede og tabte både sin egen og hendes formue. Til sidst måtte hun indse, at hun ikke kunne holde til forpligtelserne som enepræst i et landsogn, og hun søgte sygeorlov og derpå pension. »Det var som at miste sit instrument,« siger hun. - Og hvad gør man så, uden mand, penge, job og instrument? »Så sidder man musestille og håber blot på, at den store kat oppe i himmelen ikke får øje på én... Stilheden her i huset var fuldstændig livsalig. Jeg kunne gå ned til købmanden uden at blive genkendt, og jeg skulle ikke hele tiden skrive op til en deadline. Det var i første omgang en stor lettelse. Lidt efter lidt, da lettelsen tog af, og stilheden begyndte at blive enerverende, opdagede jeg, hvad jeg også havde tabt. Sorgen over mine tab og opgøret med mit liv bankede på for at blive gennemlevet. Det tog syv år.« - Hvad bar dig? »Jeg har altid haft den gave, en fødselsgave, at være lykkelig over blot at leve. Miraklet er, at det går godt en gang imellem, og at vi får lov til at opleve denne fantastiske klode, der svæver som et fnug i et stort, iskoldt, tomt uni- vers. Hvis blot Jorden klør sig i knolden, er vi væk!« - Og det virker også de dage, hvor alt er tabt? »Ja. Jeg har nogle gange tænkt, 'hvornår knækker jeg?' Men jeg er åbenbart sej og kan bære et stort tryk. Jeg kan ikke sige, at jeg er religiøs på den måde, at jeg tror på en personlig Gud, som oppe fra himmelen følger med i hvert et skridt, jeg tager - det er i bedste fald et billede på en indre erfaring. Men jeg er altid i samtale med et du. Jeg oplever altid min skæbne som en udfordring eller et spørgsmål fra et du. I disse år har jeg været umådelig ensom. Jeg har virkelig gnavet i ensomheden og været tæt på at blive vanvittig. På den anden side har fordybelsen og stilheden været en enestående chance for at gøre nogle erfaringer, som vi moderne mennesker meget sjældent gør: At være med det, som er. At gå planken ud og mærke ensomheden har betydet, at jeg i dag værdsætter andre mennesker på en helt anden måde end før. Mine relationer er blevet meget dyrebare for mig. I vores kultur har vi overgjort villen og gøren. Vi har den religiøse institution til at genetablere balancen og skabe et rum for væren, hvor det ikke handler om at være noget, men hvor man er accepteret som det nøgne menneske. Først når vi er afklædt alle vores ordener, kommer vi tæt på et andet menneske. Men naturligvis skal vi ikke bare sidde og være hele tiden - vi skal også ud at virke. Haven skal graves. Jeg synes selv, jeg er ved at finde min rytme, et lykkeligt åndedrag med verden.«

Billedtekst: Kirsten Sarauw, 56 år: »Vi lader, som om det er skidegodt for børnene at komme i vuggestue. Men det er det ikke. Det er mord! Som kvinde har jeg været del af en flodbølge, hvor børnene blev ofret for at kvinderne kunne meritere sig, få et meningsfyldt arbejde, være synlige, bruge vores evner - og det manglede da bare efter årtusinders usynlighed. Men hvad er det værd, hvis det koster kærligheden?«