EN REPLIK I TÅRBÆKSAGEN

af Kirsten Sarauw

(Bragt som kronik i Politiken den 26.juni 2004)

For et par uger siden faldt så mors hammer i Tårbæksagen. Om ikke som lyn fra en klar himmel, så alligevel uventet. Og dybt skuffende. Dér gik man og troede, at biskop Liselotte Rebel trods alt ville vise sig som en besindig og modig kvinde, der havde sans for det vitale i Folkekirkens rummelighed ikke bare til højre i det kirkelige spektrum, men også til venstre, hvor hele den teologiske nytænkning stort set befinder sig. Det har tydeligvist ikke været nemt for biskoppen at bestemme sig. På det seneste er hun oven i købet pludselig vendt rundt på en tallerken og ønsker nu åbenbart en præsteret, hvor hun først forsøgte at få sin besværlige præst lempet ud ad bagdøren enten ved at få ham til at gå frivilligt eller - som det næstbedste - ved at få ham afskediget via en lukket tjenestemandssag. Afgørelsen om, hvad der videre skal ske ligger for øjeblikket i Justitsministeriet. Men uanset hvordan og hvorledes, så er det en dybt forstemmende sag, som burde have været ordnet i mindelighed for længe siden.

Det er åbenbart nemmere for folkekirkens øvrighed at tolerere fundamentalistiske mørkemænd - og koner, hvis overtroiske verdensbillede overhovedet ikke er i kontakt med virkeligheden, end en redelig moderne teolog som Thorkild Grosbøll, der med sin kritik af et "teofysisk" gudsbillede og al bogstavelig forståelse af opstandelsen og det evige liv, som en fysisk realitet, blot har sagt, hvad mange andre teologer og lægfolk i årevis har taget for en given ting. I den forbindelse må det lige for en ordens skyld slås fast, at vi som præster i Den danske Folkekirke aldrig har underskrevet en håndfæstning på, at det var Guds fysiske eksistens, vi skulle tro på. Efter at Tårbækpræsten sidste år beklagede sine meget pointerede og måske også lidt for forenklede udtalelser i dagspressen om sin manglende tro på en skabende og opretholdende Guds eksistens, men i øvrigt fastholdt det væsentlige i sit anliggende: nemlig adskillelsen af kristendommens essens fra et middelalderligt verdensbillede og en teistisk gudsopfattelse, skulle man ikke tro, der var så meget at komme efter.

Liselotte Rebels fyringsgrundlag er da også det tyndest tænkelige: en passage i en af Grosbølls prædikener, som angiveligt skulle betyde at ” det usikre og tvivlende menneske” i modstrid med præsteløftet bliver nægtet evangeliets trøst. Passagen lyder sådan: ”Så hvis guds vilje skal ske, hvis retfærdigheden skal ske fyldest, er det os, der råder for den. Gud har abdiceret til fordel for sin søn og dermed til fordel for os. Der er altså ikke længere nogen himmelsk garanti eller indgribende magt, der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os. Så lykkes det ikke, er der intet.” Nu har jeg ikke set sammenhængen, som citatet stammer fra, men sådan som det fremstår her er der, så vidt jeg kan se, intet uevangelisk ved den tale. Man kan være teologisk uenig og måske finde på at kalde passagen for ”moralisme”, ”selvfrelse” eller ”gerningsretfærdighed”, men man kan ikke hævde, at der ikke findes en rig kristen tradition for at sige noget lignende. For Thorkild Grosbøl er inkarnationen det helt centrale i kristendommen, d v s at Gud er nedsteget fra sin himmel og er kommet os nær i et menneske, nemlig i Jesus fra Nazareth. Fra nu af er Gud og hans rige tilstede hos os ikke som magt, men som afmagt, som fattigdom, som kærlighed, som menneskelighed. Gud har abdiceret til fordel for sin søn. Hvis det ikke er kristendom, så er der godt nok noget jeg helt har misforstået. Og det er jeg sandelig ikke ene om.

Så kommer vi til den lille eftersætning, som sikkert har været en ganske særlig torn i det biskoppelige øje: ”Lykkes det ikke, så er der intet.” Sådan ville man unægtelig ikke sige på den kirkelige højrefløj, der ville man f.eks. sige sådan:

”Fremturer du i din synd, i din vantro, i din modstand mod Gud og Hans rige, så kommer du i Helvede.”

Jeg ved ikke om Liselotte Rebels varme biskophjerte banker lige så ømt for alle dem, der her må ”utrøsted’ gå og salte tårer drikke”, fordi de kan se frem til at havne i helvede p g a af deres vantro og skørlevned, men her burde der virkelig være noget for biskoppens overopsyn at tage fat på og få ekspederet videre til en tjenestemandssag: alle fundamentalisterne, som i modstrid med præsteløftet nægter at række f.eks. homoseksuelle og fraskilte evangeliets trøst.

For at gøre helvedessnakken færdig: Hos Dostojevski hedder det, at Helvede er ”ikke at kunne elske”. Lige som Gudsriget er midt i blandt os med håb, kærlighed og glæde, så er Helvede også her i denne verden og ikke noget, vi ekspederes ”ned” i en gang ved dommedag, som straf for vores ondskab. Kærlighedsløshedens verden er et helvede. Grosbøll kalder dette helvede for ”intet”. Er der ikke kærlighed, så er der intet. Lykkes gudsriget ikke ved os og imellem os, så er der intet. Hvorfor i al verden man ikke skal kunne sige sådan som kristen luthersk-evangelisk præst går over min forstand. Gudsriget er jo ikke et sted, en lokalitet, men en kvalitet, en tilstand, som opleves som en stor gave. Lige som helvede heller ikke er en lokalitet, men en tilstand af intethed, af mangel på kvalitet. Når man kan tale om helvede, som god lutheraner, så kan man vel også tale om ”intet”.

Den offentlige debat, som sidste år just ved denne tid optog sindene omkring Thorkild Grosbølls avisprovokationer, afslørede – foruden en forbavsende levende interesse - også en rystende almindelig uvidenheden om, hvad den moderne teologiske tænkning det sidste 100 år er gået ud på. Det er desværre teologernes egen skyld. Denne lukkethed. For samtalen er stort kun foregået blandt fagteologer og på universiteterne. Den bredere formidling er helt tabt på gulvet. Blandt andet derfor har den mest almindelig reaktion, såvel inden for som uden for Folkekirken, været, at her går grænsen: man kan ikke have en præst, der benægter Guds eksistens. For hvad kan man så regne med? Når præsterne ikke mere er "troende"? Man må da "tro på Bibelen og på Gud", hvis man vil kalde sig kristen.

Det lyder jo også indlysende. Men sagen er bare ikke helt så enkel, som man skulle tro.

Når det drejer sig om religion og trossager så er sagen aldrig enkel med mindre man bekender sig som fundamentalist. Så er alt til gengæld ufattelig enkelt. Så skal man netop bare "tro på Bibelen", som en tale af Guds egen mund, så er hvert ord i Bibelen og Bekendelsesskrifterne Guds sandhed og lov, så er Gud scenemesteren oppe i himlen, som trækker i alle trådene og råder for alt i himlen og på jorden - i fysisk forstand, så er jorden skabt på seks dage - også som et videnskabeligt faktum, opstandelsen og det evige liv en fysisk realitet o v s. Så er viden og tro i totalkrig med hinanden. Så bliver tro en daglig kamp og kraftpræstation, som går ud på at korsfæste og forsage forstanden og alt dens væsen.

Det er åbenbart utrolig vanskeligt for mange mennesker at forstå, at det sprog, der møder os i Bibel og Bekendelsesskrifter er afgørende forskelligt fra det sprog, vi bruger i videnskabeligt øjemed. Det religiøse sprog taler om ting, vi ikke sådan direkte kan se, men som ikke desto mindre har skelsættende betydning for et menneskes personlige liv, skæbne og handlinger: Kærlighed, venskab, oplevelsen af mening eller meningsløshed, glæde, fortvivlelse, sorg, mod, modløshed, taknemmelighed, ondskab, had, tillid, mistillid etc. Det videnskabelige sprog taler om den objektive upersonlige verden, som - i reglen - kan måles, tælles og vejes. De to sprog taler om vidt forskellige ting, som ikke må forveksles og slet ikke modsiger hinanden. Det religiøse sprog er et eksistentielt sprog, som taler ind i menneskers subjektive livsforhold, som ikke kan måles eller bevises. Hvem kan måle kærligheden? Kærligheden må vi tro eller forkaste, bevise den kan vi ikke. Fordi det er en usynlig, men dog eksistentielt virkelig verden, som er det religiøse sprogs anliggende, taler dette sprog ofte på en særegen måde i symboler, i poetiske billeder, i myter. Således er Skabelsesberetningen f.eks. ikke en videnskabelig afhandling om verdens tilblivelse, men en myte og en lovsang, en tolkning af livet, der taler eksistentielt om, hvad der skaber og opretholder menneskers liv før, nu og altid, hvilken sammenhæng vi er sat ind i og afhængige af.

Ordet Gud hører hjemme i samme religiøse sprogsfære. Gud er et symbol på et eksistentielt og autoritativt forhold i menneskers personlige liv. Lige som kærligheden eksisterer, selv om vi ikke fysisk kan tage og føle på den, således kan Guds eksistens i vores liv også være en realitet, uden at vi behøver at ty til forestillingen om " Guds fysiske eksistens". Som det symbol Gud er, kan der tænkes og tales om "ham" på uendelig mange måder, men det er og bliver alt sammen billedtale. Jesus taler ofte om Gud som en fader i himlen. Søren Kierkegaard taler om " det absolutte" i modsætning til det "relative" menneske. Den amerikanske teolog Paul Tillich taler om Gud, som ”al værens grund”. Thorkild Grosbøll har sagt det på sin måde: "Gud er et spørgsmål. Et fantastisk spørgsmål, man kan stille sit liv." Man kunne også sige det, som jeg har hørt det formuleret nogenlunde sådan: Gud er den instans i vores liv, som stiller den slags spørgsmål til os, som vi må besvare med hele vores eksistens som indsats. Men i alt, hvad vi siger om Gud, er det vigtigt at skelne mellem den absolutte hemmelighed og uudgrundelighed, som i sidste ende hører Gudsbegrebet til, og vores erfaringer og billeder af Gud. De billeder vi gør os af Gud er ikke identiske med Gud selv. Ingen har nogensinde set Gud, så der forstummer al tale. Vores Gudsbilleder der imod står hele tiden til diskussion.

.

Man kan roligt sige, at Jesus satte sin tids Gudsbillede til debat, ja, han sprængte det i stumper og stykker, nedbrød den udvendige Gudsdyrkelse i templet i Jerusalem og flyttede Gud ind i menneskehjertet, gjorde mennesket til Guds tempel? Det var ikke omkostningsfrit for ham. Det blev han slået ihjel for. For han levede i et fundamentalistisk orientalsk samfund, som ikke kunne tolerere spørgsmålstegn ved dets Gudsopfattelse. Jesus flyttede Gudsdyrkelsen bort fra den objektive, fundamentalistisk fikse og færdige sandhed, til den subjektive, eksistentielt levende og foranderlige sandhed, kan man sige, og det mener jeg også må være en forpligtelse for enhver, der gerne vil kalde sig kristen. Vi må være parate til at bære " den forvirring og usikkerhed", som Liselotte Rebel i sin egenskab af overhyrde i kirkefolden har været så bange for skulle forstyrre fårenes trygge trosliv i anledning af Grosbølls udtalelser. Forvirring og utryghed hører nu engang med til at være et menneske anfægtet af Guds personlige spørgsmål til os.

Den kristne grundfortælling handler om en mand ved navn Jesus, i hvem Gud åbenbarede sig og kom os nær. Det er det billede, vi som kristne har af Gud: en fattig mand, ven med toldere og skøger, som gjorde oprør mod sin samtids moralske hykleri og stivnede gudstro. I stedet satte han kærligheden til mennesket i centrum. Det døde han af. Det er ikke en opbyggelig historie. Men den er et spejl. For sådan går det til her i livet. Er opstandelsen så en happy-ending, vi har hæftet på historien, fordi vi ikke kan holde ud at høre om, at livet ender med et nederlag? Ja, måske. Men opstandelsen, som den billedtale den er, kunne også betyde, at denne mand og hvad han betød stadigvæk er nærværende og taler til os tværs over århundrederne om, at det trods al grumheden kan lade sig gøre at leve livet. Kærligheden og sandheden lider nederlag i denne verden, men vinder alligevel. Det er paradokset. Så behøver vi ikke lige straks gå hen og binde os en strikke om halsen.

Hvad kristendom er, kan altså ikke besvares entydigt med en enkelt henvisning til et par urokkelige trossandheder, der kan bruges som en juridisk kodeks i kætterprocesser. Kristendom er en fortælling, som med alle sine facetter og fortolkningsmuligheder er trosgrundlaget for Den danske Folkekirke. Når vi hører den som børn, hører vi den enfoldigt, når vi hører den som voksne afdækkes andre lag. De to ting kan sagtens leve side om side uden at behøve at bekrige hinanden. Men ligesom vi som voksne ikke længere tror på julemanden, således bliver vi også nødt til at gennemgå en religiøs modningsproces.

Med det moderne videnskabelige verdensbillede er menneskeheden én gang for alle trådt ud af sine barnesko. Det har haft nogle meget følelige konsekvenser også for vores religiøse forestillingsverden. Rådvildt og ensomt står det 20.og 21. århundredes menneske og stirrer op med en tom og lukket himmel. Det er virkeligheden. Inden for alle de klassiske religiøse trossystemer (derunder jødedom og islam) prøver konservative kræfter at række alle os bange, forladte børn en kraftig modgift ved mere og mere skingert at klamre sig til fortidens religiøse tankegods, som er snævert knyttet sammen med et aflægs verdensbillede. Det hjælper bare ikke noget, tvært imod: dødskampen forlænges ulideligt. At modnes religiøst vil blandt andet sige at prøve at fatte, hvilken dyb religiøs indsigt og trøst (i modsætning til, hvad biskop Rebel synes at mene), der ligger i den kristne inkarnationstanke: at Gud er blevet menneske og har taget bolig iblandt os. Her ligger en mulighed for ikke længere at tolke Gud, som en fjern person ”derude” eller ”deroppe”. Det gør ikke noget, om himlen er tom, for Gud er kommet os ganske nær, nærmere end vi er os selv, ”han” er rykket ind i det menneskelige som en instans i menneskehjertet, der forbinder os med hinanden og med ”al værens grund” og som stiller et ”fantastisk spørgsmål” til os, som vi kun kan besvare med hele vores eksistens som indsats. Og det er os mennesker, der har fået overdraget ansvaret for, hvad der skal blive af vores jord: Et helvede eller et sted, hvor kærligheden har mulighed for at blomstre. Eller sagt med et citat fra Kerstin Ekmans seneste roman: ”Det er os, der skal virkeliggøre Guds barmhjertighed.”

Man kan være enig eller uenig med Thorkild Grosbøll, men man kan ikke frakende ham et genuint luthersk-evangelisk sigte: At prøve at skille kristendommens essens ud af indfiltretheden i fortidens verdensbillede og sprog og sætte evangeliet ind i en moderne kontekst. At oversætte evangeliets budskab til nutidens sprog og begreber har altid været den vigtigste del af præstens teologiske arbejde. Hvis den fremtidige prædikenforberedelse for folkekirkens avantgarde skal foregå under angst for eventuelle kætterprocesser, så har Den danske Folkekirke, hvis rummelighed vi altid har været så stolte af, underskrevet sin egen dødsdom. Folkekirken vil blive splittet fra øverst til nederst, hvis Thorkild Grosbøll nu dømmes ude - og med ham en stor og tænksom del af kirkefolket. Vi er mange der så vil overveje vores medlemskab af den gamle ærværdige institution, hvis øvrighed i denne sag åbenbart har følt sig tvunget til at bøje sig for den almindelige forargelse.